EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Klassisk økonomisk evolution

Den første teori blev udviklet af Adam Smith og hans umiddelbare efterfølgere. De viste deres sans for den økonomiske evolutionsproces ved deres realistiske version af Homo Economicus.

De fremhævede evnen til fleksibelt at specialisere sig i produktionen af forskellige ting, evnen til at erkende og gennemføre en gensidigt fordelagtig handel, og evnen til at vurdere resultatet af handelen ud fra individets egeninteresse. Hvis der er tilstrækkelig social stabilitet til at etablere markeder (og hvis monopolisering kan undgås), så vil Homo Economicus igangsætte en evolutionslignende proces med en stigende arbejdsdeling, en stigende produktivitet, og en stigende velstand for de involverede.

Mange økonomer knytter stadig an til denne klassiske evolutionsteori. En del af dem mener at den økonomiske evolution fungerer bedst uden statslig indblanding. Men der er stærke argumenter for at evolutionsprocessen på lang sigt ikke kan fungere og skabe velfærd uden en vis grad af statslig intervention.

Skrevet af Esben Sloth Andersen