Evolutionstanken er de seneste år blevet en integreret del af den moderne religionsvidenskab. Selvom den evolutionistiske vinkel på religion og andre komplekse kulturelle fænomener er ny, spillede ideen om kulturel evolution tidligere en rolle i religionsforskningen. I slutningen af det 19. århundrede opfattede man ikke-vestlige samfund som primitive forstadier til den moderne, vestlige kultur. Første verdenskrigs massive ødelæggelser tilbageviste imidlertid den vestlige kulturs etnocentriske overlegenhed, og religionsforskere tog efterfølgende afstand fra evolutionstanken. Først i løbet af 1990'erne er religionsforskere igen begyndt at interessere sig for evolution.

Den nye, evolutionære religionsforskning er inspireret af evolutionspsykologien, som antager, at menneskets bevidsthed ikke har udviklet siden fremkomsten af homo sapiens for ca. 200.000 år siden. Derfor undersøges religion med udgangspunkt i stenaldermandens formodede mentale sammensætning. Det er en udbredt opfattelse, at kulturen og dens komplekse sociale systemer har været med til at drive den biologiske udvikling af hjernen. Udviklingen af nye teknologier som DNA-analyse har bidraget til en stadigt større viden om menneskehedens biologiske evolution. Disse indsigter har også gjort det muligt for kulturforskere at udvikle teorier om kulturernes evolution. Jagten på at finde de tidligste tegn på religionens oprindelse og udvikling bliver mere spændende, jo bedre teknikkerne bliver. Med afsæt i evolutionspsykologien og de nye teknologier, er evolutionsteorier kommet på banen igen i den moderne religionsvidenskab, men uden tidligere tiders ideologiske bagage.

Skrevet  af Ella Paldam, Uffe Schjødt og Armin Geertz