Samarbejdsspil
Økonomiske systemer er ikke kun karakteriserede af konkurrenceadfærd men også af samarbejdsadfærd. Derfor har spilteorien og den eksperimentelle økonomi gjort meget ud af at forklare samarbejdsadfærden. Den neoklassiske Homo Economicus samarbejder kun opstår hvis det kan betale sig, og det stemmer til en vis forstand overens med evolutionsteorien. Forskellen er at det neoklassiske menneske kalkulerer samarbejdsfordelene i hver enkelt situation mens Homo sapiens har en indbygget tilbøjelighed til at samarbejde – også selv om fordelene umiddelbart er mindre end ulemperne.
Den tilsyneladende altruisme har ifølge evolutionsteorien fire grundformer.
1) For det første har evolutionen skabt en altruistisk adfærd overfor individets egne gener og dermed overfor beslægtede individer. Herved forklares mange træk ved adfærden i husholdninger og familievirksomheder.
2) For det andet er individer i stand til at samarbejde selv om fordelene kommer langt senere end omkostningerne. Dette hjælper ikke bare ved langsigtede handelskontrakter men også til at holde sammen på virksomheder og andre former for organisationer.
3) For det tredje bliver individets samarbejdsadfærd og principfasthed ofte bemærket af det omgivende samfund, og dette omdømme hjælper individet i mange fremtidige situationer.
4) For det fjerde kan individet demonstrere at det generelt har overlegne egenskaber fordi det kan tillade sig at være kreativ og hjælpe andre – selv om det ikke kan betale sig på de tre nævnte måder. Den evolutionære forklaring synes at være at beviset for overlegenhed tiltrækker samarbejdspartnere og seksualpartnere. Resultatet for det økonomiske system er fleksibilitet og kreativitet.
