En populær betegnelse for overgangsformer er ”missing links”. Udtrykket ”missing link” anvendes dog sjældent i videnskabelige kredse, fordi det er upræcist og forvirrende. Termen blev oprindeligt introduceret og brugt af Darwins samtidige, den berømte Charles Lyell, en af geologiens store fædre og den dominerende autoritet på feltet i det 19. århundrede. Han brugte den oprindeligt i en lidt anden sammenhæng i sit værk, Elements of Geology (1851), men udtrykket ”missing link” blev først populariseret i den nuværende betydning efter dets forekomst i Lyells Geological Evidences of the Antiquity of Man (1863).
På dette tidspunkt havde geologerne afvist den bogstavelige bibelske skabelsesberetning, og det var i geologiske kredse almindeligt antaget, at slutningen af sidste istid (godt 10.000 år før nu) markerede starten på menneskets tilsynekomst på Jorden, noget som også fremgik af Lyells Elements fra 1851. I hans Antiquity of Man udnyttede han dog nyindvundet viden til at føre menneskets oprindelse endnu længere bagud i tid, til den fjerne geologiske fortid.
Lyells levende sprog nærede den offentlige forestillingsevne og inspirerede bl.a. Jules Verne til at skrive bogen, Rejsen til Jordens indre (1873), og Louis Figuier til at ændre anden udgave af sin Jorden før Syndfloden (1867) til at inkludere dramatiske illustrationer af vilde mænd og kvinder, der var iklædt dyreskind og stenøkser. Første udgaven fra 1863 gav et langt mere idylliseret billede af menneskelivet i Edens Have.