I Madagascars skove vokser en helt særlig orkide (Angraeceum sesquipedale) med store hvide blomster. Om natten udskiller blomsten en stærk sødlig duft og det er karakteristisk for blomster der bestøves om natten - oftest af natsværmere. Det som gør blomsten til noget særligt er at den har en 30 cm lang spore og nektaren ligger i bunden af denne spore. I 1862 undersøgte Charles Darwin orkideen og han postulerede at blomsten måtte have en bestøver, sandsynligvis en natsværmer, med tungelængde på mere end 30 cm og som passede til blomstens spore.

Darwin var overbevist om at blomstens sporelængde og længden på bestøverens tunge (proboscus) var udviklet under et co-evolutionært samspil. Blomsten måtte sikre at bestøveren kom i kontakt med støvfang og støvknapper så et besøg resulterer i befrugtning og frøsætning. Derfor var der selektion for at øge sporens længde så bestøveren blev tvunget til at presse sit hoved mod blomstens støvknapper og støvfang. Bestøveren, som er afhængig af nektaren som fødekilde, måtte så øge sin tungelængde for stadig at have adgang til nektaren. En forlængelse af blomstens spore har altså selekteret for en længere tunge hos bestøveren, dette har igen selekteret for en yderlige forøgelse af sporelængden o.s.v.

Mange rystede på hovedet af Darwins teori om den ukendte bestøver med den lange tunge, men i 1903 fandt man på Madagascar en natsværmer der havde en tungelængde som kunne matche orkideens spore.

Der er imidlertid endnu et co-evolutionært mysterie på Madagascar. Man har siden fundet en nær slægtning til "Darwins orkide". Denne har en sporelængde på op til 40 cm, indikerende at der findes en, endnu uopdaget, natsværmer med en endnu længere tunge.  

Skrevet af Bodil K. Ehlers