De første hvaler

Hvis man skal finde fossilerne af de allerførste hvaler, så skal man lede i forbjergene til Himalaya. For ca. 55 millioner år siden lå den sydøstlige kyst af det nu forsvundne Tethyshav nemlig lige her. Langs kysten levede forskellige former for kødædende, ræve- til ulve store klovdyr, som f.eks. Pakicetus. Selv om disse dyr umiddelbart på deres kropsbygning ser ud til at være landlevende dyr, så har studier af deres knoglestruktur afsløret, at de brugte en stor del af deres tid på lavere vand, hvor de skaffede deres føde. Nylige fossilfund har også afsløret, at dyrenes øjne var placeret på toppen af hovedet, som hos krokodiller og flodheste, så de har kunnet kigge over vandet, mens resten af kroppen var under. Øreknoglerne afslører, at disse dyr også allerede var begyndt at udvikle evnen til at retningsbestemme lyde under vand. Det er dyr som disse tidlige urhvaler der er udgangspunktet for hvalernes evolution.

Efter blot et par millioner år udviklede urhvalerne sig til amfibiske former som Ambulocetus. Benene er forkortede, og der er udviklet store svømmefødder på både for og bagben. Rygsøjlen afslører, at svømmebevægelsen allerede var en op-og-ned bevægelse (i modsætning til fisk hvor bevægelsen er sidelæns). Halen er lang og spinkel, og har ikke kunne bære en halefinne endnu. Ambulocetus bliver ofte sammenlignet med krokodiller der er bagholdsjægere på drikkende landdyr, men meget tyder på at de faktisk har fanget deres bytte i havet.

Skrevet af Mette Elstrup Steeman