Overgangsformer
En overgangsform er ikke nødvendigvis en perfekt midtvejsform, der forbinder én gruppe af organismer med en anden. Overgangsformer illustrerer snarere et udviklingsforløb, en evolutionær forandring (eller transition), der indtrådte, da en eller flere udviklingslinjer opsplittedes fra en fælles forfar. De kan genkendes ved bevarelse af visse primitive (plesiomorfe) træk sammenlignet med de mere afledte (synapormorfe) træk. Begrebet ”overgangsform” er ikke reserveret til fossiler; mange levende former har overgangstræk og er som sådan at betragte som mellem- eller overgangsformer. Ifølge moderne evolutionsteori er alle organismer i virkeligheden at betragte som overgangsformer (er i transition fra et udviklingsstade til det næste).
I dag ved vi, at livets udvikling ikke er foregået hierarkisk langs en udbrudt linje fra noget laverestående til noget højerestående. Men dette var en almindelig opfattelse på Darwins tid og i øvrigt et synspunkt, der stadig finder udbredelse i mange lægmandskredse. Udviklingen bør i stedet anskues som en vidt forgrenet busk, der dels har mange (ud)døde grene, dels har talrige opsplitninger og udviklingsforgreninger med mange former eksisterende på samme tid. Langt de fleste dyr, der har levet på jorden er i dag uddøde – dette gælder ikke kun overgangsformer, men også ”færdige” grupper såsom trilobitter og dinosaurer.
Blot fordi noget er udviklet fra noget andet, gør ikke den oprindelige form inferiør eller den nye (afledte) form superior. Der er i stedet tale om, at de to former hver især er tilpasset et bestemt miljø.
