At dyr kan have høj social intelligens, bruge redskaber uden at have udviklet eller være i stand til at lære selv et forsimplet sprog, gør det også svært at argumentere for at sproget er en videreudvikling via exaptation af et tidligere og mere primitivt dyrekommunikationssystem. (Exaptation er udvælgelse og udvikling af noget der ikke i sig selv oprindeligt var genstand for den samme udvælgelse, fx insektvinger der oprindeligt var midler til varmeveksling, fuglevinger der oprindeligt var forben, eller følehorn der ligeledes oprindeligt var forben.)

Dertil kommer at dyrekommunikationssystemer (”kald”) og sprog har forskellige definerende egenskaber (selvom der også er fælles egenskaber). Fx er kald genetisk kodet og skal ikke læres, mens det er lige omvendt med ord; kald er indeksikalske og er meningsløse uden en fysisk referent (fx advarselskald uden trussel). Sproget, derimod, kan bruges både om ting der er langt væk i tid og rum (fx det ydre rum og den fjerne fortid), ting der er usynlige (drømme og ideer), eller slet og ret umulige eller ikke-eksisterende.

Skrevet af Sten Vikner og Ken Ramshøj Christensen