Gyser- eller horrorgenren er ikke alene evigt populær, den er også temmelig paradoksal: hvorfor opsøger så mange mennesker ganske frivilligt ufortyndet skræk i biografens mørke eller læselampens skær? Hvordan virker horrorhistorier, og hvorfor? Hvis man tager Darwins læsebriller på, kan man måske finde svar på disse spørgsmål.

Traditionelt har man set horrorgenren som en genre, der opstod i oplysningstiden, og som reflekterer enten sociale eller psykologiske fortrængninger. Dog finder man i de allerældste krinkelkroge af litteraturen uhyggelige historier, så noget tyder på, at horrorgenren er en ”naturlig” genre – at uhyggelige historier er en naturlig konsekvens af den måde vi er skruet sammen på, og den verden vi befinder os i.

I mere end 99% af den tid vores art har eksisteret, har vi levet i stenaldersamfund som jægere og samlere – og som byttedyr. Evolutionens ubønhørlige kræfter har over årtusinderne formet vores krop og sind til denne tilværelse, så selvom mange af os i dag lever relativt trygge liv, er vores hjerner stadig indrettet til at håndtere fortidens trusler og udfordringer. Det er formentlig en del af grunden til at så mange af os lader os skræmme af rovdyrlignende varulve og vampyrer i skrækhistorier – de aktiverer de frygtprogrammer, som evolutionen over utallige generationer har installeret i vores DNA. Som Winston Churchill sagde, er der intet så fornøjeligt som at blive skudt på (men ikke ramt). Skrækhistorier lader os opleve det skrækkelige og rædselsfulde, men på sikker afstand. Og som så mange andre pattedyr, er vi fra evolutionens hånd udstyret med en instinktiv trang til at forberede os på tilværelsens farer ved at lege og udforske. Det er muligvis det instinkt, horrorgenren tilfredsstiller, og det er muligvis grunden til, at vi finder uhyggelige historier i alverdens kulturer. 

Skrevet af Mathias Clasen