Mange skønlitterære forfattere har været inspireret af evolutionsteorien. Den har optrådt i alle genrer, men særligt i science fiction litteraturen har den spillet en vigtig rolle.

Den engelske forfatter H. G. Wells var hurtig til at få øje på det dramatiske i Darwins teori. Han havde studeret biologi under T. H. Huxley, der på grund af sin stærke, offentlige støtte til evolutionsteorien blev kaldt ”Darwins bulldog”. Wells brugte i flere af sine historier evolutionsteorien som et centralt dramatisk element. H. G. Wells ønskede at udfordre victoriatidens ukuelige optimisme og fremskridtstro.

The Time Machine (”Tidsmaskinen” fra 1895) skildrede et fremtidssamfund, hvor den naturlige udvælgelse har frembragt to separate menneskeracer: de hjælpeløse, infantile Eloi og de morderiske Morlocks. Wells legede her med tanken om, at den menneskelige evolution hurtigt kunne ændre retning og frembringe inferiøre individer. The Island of Doctor Moreau (Doktor Moreaus Ø fra 1896) tog igen fat på evolutionstemaet og skruede op for uhyggen.

I The War of the Worlds (”Klodernes kamp” fra 1898) beskrev Wells hvordan London blev angrebet af rumvæsener, der var menneskeracen langt overlegen. Mennesket stod med andre ord ikke solidt på udviklingsstigens øverste trin, som mange udenfor videnskabelige kredse ellers troede. Således anvendte H. G. Wells evolutionsteorien som et integreret redskab i en moralsk, æstetisk og politisk dagsorden. Det blev hans bøger dog ikke mindre spændende af.

Skrevet af Mathias Clasen