I det kosmiske perspektiv er et menneskes liv er en kortvarig og meningsløs kamp mod stærke, irrationelle naturkræfter – det synes i hvert fald at være den mere dystre konsekvens af Darwins teori. Med Darwin fulgte et brud med den romantiske opfattelse af naturen som ædel og godartet, nærmest guddommelig. Det blev klart, at døden er en nødvendighed for den naturlige selektion, hvor den bedst tilpassede overlever, og at kampen for overlevelse præger tilværelsen for levende væsener af alle slags.

På Darwins tid kæmpede mange digtere og forfattere med at forlene evolutionsteorien og det videnskabelige verdens- og menneskebillede med religiøse værdier og overbevisninger, fx digterne Alfred Lord Tennyson og Robert Browning. I digtet ”In Memoriam A. H. H.” skrev Tennyson bl.a. om den brutale natur – ”Naturen, rød på tand og klo” – og om mange af tidens filosofiske og videnskabelige problemer.

Efter Darwin blev materialistiske forklaringer på menneskers adfærd mere udbredte i den victorianske litteratur. Denne udvikling kulminerede i naturalismen, som var en litterær bevægelse der så litteraturen som et laboratorium, hvori man kunne studere sine fiktive personer under et mikroskop. Naturalismen, som var størst omkring af 1800-tallet til starten af 1900-tallet, søgte således at undersøge og beskrive mennesker som ofre for stærke kræfter: arv og miljø, og forfattere som Émile Zola, Jack London og Theodore Dreiser skrev naturalistiske historier. Den videnskabelige metode, hvor man distanceret og objektivt undersøgte sine data, holdt sit indtog i litteraturen sammen med det videnskabelige verdensbillede. 

Skrevet af Mathias Clasen