I 1868 fremkom Darwin med en arvehypotese (Pangenesis), der skulle underbygge tanken om evolution drevet af naturlig selektion. Darwin forestillede sig, at legemets organer afgav små partikler (Gemmules) til kønscellerne og at disse partikler bar arven videre til næste generation. Partiklerne kunne influeres af miljøet, hvilket gav en variation i arven, som gjorde at afkommet ikke blev fuldstændig lig med forældrene. Det var denne variation, der muliggjorde artens stadigt bedre tilpasning til omgivelserne ved at den naturlige selektion favoriserede de bedst egnede.

I 1865/6 offentliggjorde Gregor Mendel en række forsøg med ærteplanter. Disse forsøg viste, at fx  blomsterfarven nedarvedes af distinkte anlæg, der hverken tabtes eller blev påvirkede af omgivelserne. Arven var med andre ord fast og diskontinuert. Desværre for Mendel vakte hans resultater ikke større opmærksomhed. Dette var muligvis fordi de blev offentligtgjort i det lidet kendte lokale tidsskrift (Brno’s Naturhistoriske Selskab’s Journal) og fordi de stemte dårligt overens med tidens generelle opfattelse af arvelighed som værende kontinuert og jævnt glidende.

I 1886 fandt Hugo de Vries, at arven ikke altid var stabil, men at den kunne “mutere”, ændre sig springvist, hvorefter den igen nedarvedes stabilt. De Vries kaldte disse ændringer for mutationer og observerede, at de opstod tilfældigt og sjældent til individets fordel.

I 1889 viste August Weismann, at arven ikke kunne påvirkes af omgivelserne bl.a. ved at skære halen af mus i 22 generationer uden at det influerede på afkommets halelængde. Også omskæring af drengebørn og halekupering af hunde viste sig uden effekt på afkommet. Weismann postulerede, at arveanlæggene fandtes i cellekernen (kromosomerne) og at disse ikke kunne påvirkes af legemet. Arven videregaves i kønscellelinen (kimbanen), uafhængigt af resten af kroppen, hvilket gjorde tanken om erhvervede egenskabers nedarvning umulig. Desuden postulerede Weismann, at kønscellernes kromosomtal var det halve af antallet I kropscellerne.

I året 1900 genopdagede tre forskere (C.Correns, H. de Vries og E. von Tschermark) uafhængigt af hinanden  Mendel’s arbejde, som til ære for ham blev kaldt de Mendelske arvelove.

Mendel viste, at et individ har to arveanlæg (et fra hver forælder) for samme egenskab, som ikke behøver at være identiske, men som er faste anlæg, der normalt hverken tabes eller genopstår. Desuden kan det ene anlæg dække (dominere) det andet (recessive) anlæg. De to anlæg fordeles til kønscellerne i forholdet 1:1, således at halvdelen af kønscellerne indeholder det ene anlæg og den anden halvdel det andet anlæg. Dette kaldes Mendel’s første lov.

Mendel’s anden lov omhandler fordelingen af arveanlæg for to forskellige egenskaber (fx blomsterfarve og ærternes udseende). Hvis anlæggene for farve kaldes A (rød) og a (hvid) og for udseende B (rund) og b (rynket), så fordeles de til kønscellerne i forholdet 1:1:1:1 (AB:Ab:aB:ab) dvs. at der er lige så mange kønsceller med AB som med Ab, aB og ab. Mendel’s anden lov kaldes også “loven om den fri rekombination”.

Skrevet af Arn O. Gyldenholm.