Mendelismen og Hugo de Vries’ mutationsteori var i begyndelsen i modstrid med Darwin’s tanker om den “naturlige selektion” som drivkraften i evolutionen. Mendelisterne fordi de mente, at nye kombinationer af generne kunne drive evolutionen og mutationisterne fordi nye mutationer var den virksomme kraft I evolutionen. 

For bedre at kunne skelne mellem den arvemæssige og den miljømæssige variation indførte den danske arveforsker Wilhelm Johannsen i 1909 betegnelserne; gen for et arveanlæg, genotype for individets indhold af arveanlæg (gener) og fænotype for dets udseende (produktet af gener og miljø).

Det lykkedes herefter den amerikanske genetiker Thomas Hunt Morgan i begyndelsen af 1920’erne at kombinere de tre teorier ved at foreslå, at små mutationer var den variation, som den naturlige selektion arbejdede med. Disse varianter blev båret af mendelske anlæg (gener) og blev på den måde bevaret i populationen. Denne syntese af darwinisme, mendelisme og mutationisme kaldes den syntetiske evolutionsteori, som også i dag danner grundlaget for vor forståelse af arternes oprindelse.

Den samtidige forskning med celler (cytologi) havde klarlagt, hvorledes celler delte sig ved almindelig celledeling (mitose), som resulterede i to identiske datterceller og ved en reduktionsdeling (meiose), som resulterede i kønsceller med det halve kromosomtal.

Den videre arvelighedsforskning viste, at generne var lokaliserede på cellens kromosomer, som forudsagt af bl.a. Weismann. Da enhver art har mange gener, men forholdsvis få kromosomer, så måtte hvert kromosom indeholde mange gener, hvilket indebar en begrænsning af den anden mendelske lovs gyldighed. Hvis der er mange gener og få kromosomer, så må hvert kromosom indeholde flere gener, hvilket begrænser den frie rekombination af generne ved en celledeling, da det er hele kromosomer, der fordeles til dattercellerne. Generne siges at være koblede, når de sidder på samme kromosom. Det viste sig også hurtigt ved laboratorieforsøg med bl.a. bananfluer, at kun hvis generne for to forskellige egenskaber sad på forskellige kromosompar, var der en fri rekombination. Hvis generne sad på samme kromosom, kunne de i visse tilfælde adskilles ved overkrydsning (i meiosen) og dette hyppigere jo længere afstanden var mellem generne på kromosomet.

Skrevet af Arn O. Gyldenholm