EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Gregor Mendel

Gregor Mendel opdagede i 1860'erne de arvelighedslove, der danner fundamentet for genetikken.

Ideen om blandet arv, hvor de arvelige egenskaber fra forældrene blandes sammen, blev afvist af den tjekkiske munk Gregor Johann Mendel (1822-1884), der allerede i 1866 udgav en artikel, der havde et nyt syn på arvelighed. På den tid vakte den dog ikke megen opmærksomhed. Stort set ingen videnskabsfolk, heller ikke Darwin, læste artiklen, og Mendel opfattede ikke sine resultater som så epokegørende, som senere biologer gjorde.  

I sin artikel beskrev Mendel, hvordan han gennem forsøg med ærter havde fundet ud af, at disse planters egenskaber nedarves uændrede fra forældre til afkom. For eksempel blev korte og høje planter, der blev krydset med hinanden, altid høje, og ikke en mellemting, som Darwin og andre, der støttede ideen om blandet arv, ville mene. Mendel sagde, at egenskaben ’høj’ var dominerende over ’lav’. Egenskaben lav forsvandt dog ikke, da den stadig lå gemt i arvematerialet. I den anden generation af ærter viste det sig nemlig, at nogle af planterne blev lave. Det forklarede Mendel ved, at der i en fjerdedel af tilfældene krydsedes to ærter med lave egenskaber. Mens to høje planter, en høj og en lav plante og en lav og en høj plante resulterede i en høj plante, så resulterede to lave planter i en lav plante. Dette kaldes en 3:1 fordeling, der nu er en generel lov inden for genetik. Planterne modtager således en karakteregenskab fra hver af forældrene, så arvematerialet placerer sig i par, hvor der er dominante og recessive arveanlæg. Dette blev grundlaget for det nye syn på arvelighed, der vandt frem, da man genopdagede Mendels arbejde i år 1900.   

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev