På Charles Darwins tid kendte man ikke til gener. Det var først efter opdagelsen i 1900 af Gregor Mendels krydsningsforsøg fra 1860’erne, at begreber som genetik og gener dukkede op. I begyndelsen blev genetikken set som et alternativ til både teorien om naturlig udvælgelse (darwinisme) og teorien om erhvervede egenskabers arvelighed (lamarckisme), men i mellemkrigstiden betød genetikkens udvikling darwinismens sejr og lamarckismens nederlag.

Blandt de vigtigste arvelighedsforskere omkring 1900 var danskeren Wilhelm Johannsen (1857-1927). Han fandt i 1909 på navnet ’gener’ for de af Mendel definerede arveanlæg, der nedarves uændrede gennem generationer. Johannsen påpegede, at disse gener ikke kan ændres ved miljøpåvirkninger, men forbliver uændrede enheder gennem generationerne. Dette var et stort problem for videnskabsfolk som den danske botaniker Eugen Warming, der støttede den lamarckistiske teori om erhvervede egenskabers arvelighed.

Johannsen var også manden bag den vigtige skelnen mellem anlægspræg (genotype) og fremtoningspræg (fænotype). I sine forsøg med bønner havde Johannsen vist, at en ændring af planters fremtoning, dvs. udseende, ikke ændrede de anlæg, der nedarvedes til afkommet. Alt levende var således ifølge Johannsen og andre genetikere i genernes vold.   

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev