Et af de centrale elementer i Darwins udviklingslære var, at små fordelagtige variationer hos et dyr eller en plante kunne gå i arv til afkommet. Disse små ændringer ville i løbet af mange generationer resultere i nye arter ifølge Darwin. Mange var dog skeptiske over for denne forklaring. De mente, at disse små variationer ville gå i sig selv igen, når den fordelagtige variation blev blandet med andet arvemateriale.

For at imødegå dette problem foreslog mange, bl.a. vennen Thomas Henry Huxley, allerede i Darwins levetid, at evolutionen i stedet foregår i spring. Med genetikkens opkomst efter 1900 blev denne opfattelse meget populær. Den hollandske botaniker Hugo de Vries (1848-1935), der samtidig med to andre videnskabsmænd havde genopdaget Gregor Mendels studier af arvelighed, kaldte springene for mutationer, og hævdede at disse, og ikke naturlig udvælgelse, var motoren i evolutionen. Tilhængerne af mutationsteorien hævdede, at nye mutationer, dvs. store ændringer af arveanlægene, kunne opstå spontant fra generation til generation og på den måde skabe nye arter. I begyndelsen af 1900-tallet støttede mange genetikere mutationsteorien. For eksempel Wilhelm Johannsen, der i 1903 gjorde det klart, at ’naturen gør spring’ og at Darwins ide om ’de tilfældige små-afvigelsers betydning i kampen for tilværelsen’ i teorien om naturlig udvælgelse ’mister mere og mere terræn’.

I begyndelsen af 1900-tallet opfattede de fleste mutationsteorien som en modsætning til darwinismen. Det var først med den moderne syntese i 1930’erne, at videnskabsfolk nåede frem til en fælles teori for evolution, naturlig selektion, genetik og mutationsteori, den såkaldte neodarwinisme.

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev