I slutningen af 1800-tallet mente stort set alle biologer, at arven fra forældrene blev blandet, og at afkommet dermed blev en mellemting mellem forældrene, som når man blander to farver. For eksempel ville en 1,80 m høj far og en 1,60 m høj mor typisk få et barn på omkring 1,70 m. Denne opfattelse af arvelighedslovene kaldes blandet arv. Charles Darwin var at denne opfattelse og kaldte sin arvelighedsteori for pangenesis. Den voldte ham store problemer, da den implicerer, at de variationer i en population, der er afgørende for evolution gennem naturlig udvælgelse, hvor dem med fordelagtige variationer overlever, ville miste deres fordel i den næste generation, da deres gunstige variationer blev blandet op med den anden forældres. Darwin fandt aldrig selv en tilfredsstillende løsning på dette problem for hans teori om naturlig udvælgelse, og i løbet af de seks udgaver af Arternes oprindelse, der blev udgivet i hans livstid, blev han mere og mere skeptisk over for betydningen af naturlig udvælgelse i den evolutionære proces.

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev