EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Religion som parasit

Nogle religionsvidenskabelige evolutionsteorier har brugt parasitten som billede på, hvordan religion forholder sig til bevidstheden som et evolutionært biprodukt. Ligesom en parasit, der er afhængig af et værtsdyr for at overleve, forestiller man sig, at religiøse ideer snylter på menneskehjernens grundlæggende kognitive systemer. Et eksempel på dette forhold er tanken om, at forestillingen om overnaturlige væsner 'snylter' på en naturligt udviklet mekanisme, der er beregnet til at spore handlende væsner i omgivelserne.

Denne sporingsmekanisme er helt central for stenaldermandens overlevelse i en farlig verden, så han kan nå at stikke af eller forberede sig på kamp, hvis en fjende nærmer sig. Mennesket deler evnen til at opdage væsner i omgivelserne med andre dyrearter, men man mener, at udviklingen har gjort sporingsmekanismen hyperaktiv i mennesket. Den er nemlig også aktiv, når faren ikke lurer, hvilket kan forklare vores tendens til at tolke vilje og intentionalitet ind i tilfældige hændelser. Denne antropomorfiseringstendens forklarer muligvis, hvorfor kulturer verden over har tilbedt naturfænomener som bevidste personligheder. En anden teori opfatter den hyperaktive sporingsmekanisme som årsag til, at mennesket ofte har en oplevelse af, at andre er til stede, hvilket kan være det kognitive grundlag for oplevelsen af ånder og guder.

Skrevet  af Ella Paldam, Uffe Schjødt og Armin Geertz