EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Evolution og geologiens historie

Fagdisciplinerne geologi og evolutionslære er nært forbundne. Denne sammenhæng er tydelig, når man ser på de tidligste forsøg på at forstår jordlagene opbygning og udbredelsen af fossiler. Sammenhængen var også helt åbenbar for Darwin, der brugte en stor del af sin tid med at studere geologiske fænomener.

Allerede i 1600-tallet erkendte den danske anatom og naturforsker Niels Steensen og englænderen Robert Hooke, at de fossiler, man fandt i geologiske aflejringer, måtte være rester af egentlige dyr og planter. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen at 1800-tallet blev man i stigende grad opmærksom på, at fossilerne ikke var tilfældig fordelt. Jo dybere man kom i den geologiske lagserie, desto mere forskelligartede var fossilerne fra de nulevende dyr og planter. Mange lag indeholdt tilmed fossiler af organismer, der ikke længere levede på Jorden.

Omkring 1790 observerede den engelske naturforsker William Smith, at rækkefølgen af fossilernes optræden i jordlagene stort set var den samme overalt, og han vakte opsigt ved at kunne forudsige fossilindholdet i geologiske lag, som han ikke kendte. Man begyndte samtidig at give aflejringer med samme type fossiler navne. I Frankrig fik nogle geologiske lag med et karakteristisk fossilindhold navnet Jura efter Jurabjergene, hvor disse fossiler var almindelige. Andre lag med forskellige fossiler fik navnet Kridt, eftersom disse lag ofte var kalkrige. Man observerede også, at Kridt-lagene lå oven på Jura-lagene, og derfor måtte være yngre. Det var den spæde begyndelse til den moderne geologiske tidsskala, hvis oprindelige formål var at få de geologiske lagserier indplaceret i en tidsrækkefølge. I de allerældste lag fandt man ingen fossiler. De blev kaldt Prækambrium fordi de ældste fossilførende lag havde fået navnet Kambrium. Vi ved i dag, at Prækambrium udgør næsten 9/10 af Jordens historie, og at de prækambriske lag ikke er fossilfrie, som man oprindelig antog. Fossiler i de prækambriske lag er dog lette at overse, da de stammer fra mikroskopiske encellede organismer.

William Smith have ingen tanker om, at fossilrækkefølgen kunne skyldes biologisk evolution, ligesom han heller ikke gjorde sig særlige tanker om alderen af de geologiske lag, han studerede. Som alle andre, henholdt han sig på dette punkt til biblens skabelsesberetning, Men kun 40 år senere, omkring 1830, var flere naturforskere, blandt andet gennem studier af vulkanisme og nedbrydning af bjerge, kommet frem til en erkendelse af, at geologiske processer normalt arbejder meget langsomt, og at Jorden derfor måtte være umådelig gammel.

Det var en erkendelse, som Darwin var enig i, da han i 1859 udsendte sin bog ’On the Origin of Species` (dansk: Arternes Oprindelse, 1872). Han så den biologiske mangfoldighed på Jorden, som resultatet af en organisk udviklingsproces, hvor arter hele tiden uddør, men også giver ophav til nye arter. Darwin mente, at udviklingen af livet på Jorden måtte have taget flere hundrede millioner år. Det var derfor stærkt bekymrende for Darwin og mange af samtidens geologer, at fysikeren William Thomson (senere Lord Kelvin) i 1862 postulerede, at Jorden højst kunne være 100 millioner år gammel. William Thomsons beregninger tog udgangpunkt i den hastighed, hvormed en glødende kugle afkøles. Han viste ikke, at Jorden indeholder radioaktive atomer, der ved deres spaltning afgiver varme, og han kom derfor frem til et helt forkert resultat. Det fandt man dog først ud af i begyndelsen af 1900-tallet med udviklingen af de radiometriske dateringsmetoder.

Skrevet af Erik Thomsen

Disse smukke og vellignende tegninger af ammonitter blev publiceret i 1703 af den berømte engelske naturforsker Robert Hooke. Ligesom Niels Steensen, argumenterede Hooke for, at fossiler var af organisk oprindelse. Ammonitter kendes ikke fra nutiden, og det fik Hooke til at spekulere på, om arter måske havde en fastlagt tidsramme.

Dette var den første antydning af, at arter kunne uddø - en tanke der naturligvis var i modstrid med den tids fremherskende, bibelbaserede, ideer om, at livet og Jorden var skabt for 6000 år siden, og at alle arter stadig levede.  I dag ved man, at ammonitterne opstod i Devon-tiden for 370 mio. år siden og uddøde for 65 mio. år siden ved slutningen af Kridt-tiden. De forsvandt sammen med ca. 75 % af alle arter på jorden, heriblandt dinosaurerne, i en gigantisk katastrofe, der sandsynligvis var forårsaget af et meteoritnedslag.