EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Naturlig selektion står alene

Myte: Naturlig selektion er den eneste mekanisme i evolutionsteorien.

Svar: Naturlig selektion er af de vigtigste mekanismer i moderne evolutionsteori, men står ikke alene. Andre mekanismer har andre funktioner. Det gælder seksuel selektion, genetisk drift og mutationer.

Naturlig selektion var den helt centrale mekanisme for Charles Darwin, da han offentliggjorde evolutionsteorien i 1858. Men også for Darwin var det langt fra den eneste faktor, der spiller ind i livets udvikling. Seksuel selektion er en anden faktor, der er med til at afgøre individets succes med at få afkom. Dertil kommer at tilfældig genetisk drift står for en god del af variationer indenfor de forskellige arter og virker dermed anderledes end de to positive selektionsmekanismer. I flaskehalssituationer hvor hovedparten af en flok eller art udryddes eller på anden måde forhindres i at få afkom øges betydningen af den genetiske drift eller artsdeling. Det har f.eks. spillet en vigtig rolle i menneskets udvikling. Forskellen mellem mennesker og andre aber skyldes således i stor udstrækning genetisk drift.

Der opstår hele tiden forskellige mutationer, når gener overføres fra en generation til en anden. De fleste er harmløse og videreføres uden nogle umiddelbare forandringer for arten, men kan komme til at betyde noget senere. Andre er skadelige og fører måske til en tidlig død for individet. Evolution er ikke så meget den bedst egnedes overlevelse, som det er den uheldige og dårligst egnedes død. Alle har en chance for at dø og den bedre egnedes egenskaber giver som regel kun marginalt øgede chancer for overlevelse. Der er derfor også et stort aspekt af sandsynlighed og tilfældighed.

Skrevet af Peter C. Kjærgaard og Michael Jørgensen. Illustration: Ebbe S. Andersen.