I 1953 gennemførte kemikerne Stanley Miller og Harold Urey et efterhånden legendarisk eksperiment. I en glaskolbe, som indeholdt forskellige uorganiske gasarter (ammoniak, brint og naturgas), fik de dannet en række forskellige organiske molekyler, deriblandt aminosyrer, som er centrale byggesten i levende celler. Energikilden til syntesen var elektriske udladninger, som skulle efterligne lynnedslag i Jordens tidlige atmosfære (se billede af apparatet).

I en række efterfølgende eksperimenter, hvor sammensætningen af atmosfæren var blevet ændret hen imod at være mindre reduceret og hvor den var tilsat kulmonoxid, kuldioxid, blåsyre og svovlbrinte, lykkedes det at syntetisere en lang række livsnødvendige organiske molekyler. Dertil hører alle 20 aminosyrer, som indgår i de kendte proteiner, korte fedtsyre (myresyre, eddikesyre og smørsyre), byggestenene af den genetiske kode adenin, guanin, cytosin og uracil (RNA) samt thymidin (DNA). Desuden fik man dannet komplekse molekyler kaldet profyriner, som er byggesten for klorophyl (fotosyntese) eller hæmoglobin (transport af ilt og CO₂ i blodet).

Hvis disse processer er foregået i den tidlige atmosfære, kunne det have ført til ophobningen af disse organiske molekyler i oceanerne og dermed til dannelsen af en tynd organisk opløsning den så kaldte ”ursuppe”. Denne blanding af molekyler skal dog ikke forveksles med liv. Der er en lang række spørgsmål, som ikke kan besvares ud fra resultaterne af Miller/Urey eksperimenterne. For eksempel:

1) Hvordan kommer man fra simple molekyler til komplekse molekyler (proteiner og DNA), som er i stand til at reproducere sig selv og som vekselvirker med hinanden?

2) Hvordan kommer man fra store selvreproducerende molekyler til selvreproducerende celler? (se også Oparins Coacervater,  Cairns-Smith´ lerverden, Wächtershäusers pyritverden).

Skrevet af Kai Finster