EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

En utilstrækkelig teori

Myte: Evolutionsteorien er utilstrækkelig fordi naturen er for kompleks til, at dens udvikling kan være foregået alene gennem naturlige processer.

Svar: Evolutionsteorien er den eneste videnskabelige teori, der kan forklare naturens kompleksitet på baggrund af naturlige processer. Vi kan svare videnskabeligt på alle spørgsmål om livets udvikling. Ingen videnskabelig teori har i dag brug for et religiøst fundament.

Et af Darwins vigtigste gennembrud var at han viste, hvordan vi kunne forstå naturen udelukkende på baggrund af naturlige forklaringer. Det er idealet for enhver videnskabelig teori og en udvikling, som de fleste videnskaber gennemgik i 1800-tallet. Tidligere havde f.eks. Bibelen en stor autoritet i forståelsen af naturen og indgik som et naturligt element i naturforklaringer. Det har den ikke længere. Det er i den forbindelse, at vi skal forstå argumentet om naturens kompleksitet og misforståelsen, at naturen har behov for noget uden for naturen for overhovedet at eksistere.

Den engelske præst William Paley beskrev omkring år 1800 disse tanker som ”intelligent design”. Han mente, at naturen var så kompleks at der nødvendigvis måtte stå en ”designer” bag alt i naturen. For Paley og alle der fulgte ham, var denne designer den kristne gud. Argumentet er siden 1990erne blevet populært igen i den amerikanske konservative, protestantiske intelligent design bevægelse i et forsøg på at finde et smuthul i lovgivningen, så man kunne få lov til at undervise i religiøse alternativer til evolutionsteorien. Det lykkedes ikke. En af grundende var, at det blev fuldstændig klart, at ideen om intelligent design er et religiøst argument og derfor ikke har nogen videnskabelig gyldighed. Alle de eksempler på såkaldt ”irreducibel kompleksitet”, som tilhængere af intelligent design bevægelsen har forsøgt sig med, er faldet til jorden. Det hele kan forklares på baggrund af evolutionsteorien, der altså har vist sig at være fuldt ud tilstrækkelig.

Skrevet af Peter C. Kjærgaard og Michael Jørgensen. Illustration: Ebbe S. Andersen.