Tænkestien

Darwins tænkesti, som den så ud i 1909--for 100 år siden. Herunder udstillingens tænkesti.

Et af de steder hvor Darwin tumlede med sine tanker, var på en lille sti nær hans hus i landsbyen Downe syd for London. Stien hed The Sandwalk, og her gik han daglige spadsereture. Darwin kaldte den selv for sin "Thinking Path", og inspireret af det lader vi Tænkestien danne en rød tråd gennem udstillingen. Her møder publikum udstillingselementer der hver især fokuserer på et særligt emne, fx på hvordan de første firbenede dyr udvikledes, menneskets udviklingshistorie og meget mere.

For at forstå den tid og det grundlag som Darwin arbejdede ud fra, så møder den besøgende som det første i udstillingen de tanker som Darwin oplevede, som prægede ham, og som var afgørende for at konturerne af evolutionstanken begyndte at aftegne sig for ham.