Evolutionen virker ved, at de overlevende giver deres egenskaber for overlevelse videre.
Rummet er mørkt. Det eneste lys kommer fra de mere eller mindre mærkværdige, zoologiske præparater, som er spredt i rummet. Et par store skeletter lyser hvidt. Det ene er et elsdyr, det andet en gigantisk hest. Her sidder en chimpanse i noget, der ligner en stor syltekrukke, og der ligger en bunke zebraskind. Der er dyr i sprit, der er udstoppede dyr, og der er skeletter - hele dyr og dele af dyr. I størrelse varierer præparaterne fra hvalros og elsdyr til ørkengræshopper og flåter.
Det eventyrlige rum er Naturhistorisk Museums nye udstilling "AnimaliA - Overlevelsens ABC", og udstillingen handler om overlevelse. Dyrs overlevelse individuelt og som art.