EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Videnskabelig naturalisme

’Darwins bulldog’ Thomas Henry Huxley var en vigtig fortaler for Darwins teori og gjorde en stor indsats for at gøre den til fundamentet for naturhistorie i England i 1860’erne.

I 1860’erne fik Charles Darwin mange tilhængere, der støttede hans evolutionære syn på naturen. For mange af disse darwinister var darwinismen meget mere end en videnskabelig teori. For eksempel brugte ’Darwins bulldog’ Thomas Henry Huxley (1825-1895) Darwins teori til at argumentere for et helt nyt syn på naturvidenskaben, der ikke accepterede overnaturlige forklaringer eller henvisninger til guddommelige fænomener: Videnskabsmænd skulle altid søge naturlige forklaringer og undgå vidtløftige spekulationer. Huxley kaldte sin opfattelse for videnskabelig naturalisme og fandt støtte for sit program hos Darwin og mange andre britiske videnskabsmænd, der var trætte af, at teologerne endnu i 1860’erne sad på flæsket på universiteterne i Oxford og Cambridge. Ifølge Huxley var det kun naturvidenskabsmænd, der kunne udtale sig om naturen, mens teologer skulle koncentrere sig om troen og ikke blande sig i videnskaben, som de ellers havde haft for vane tidligere, hvor naturvidenskab og teologi hang tæt sammen.

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev