EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Jordomrejsen med HMS Beagle

Kort over HMS Beagles rute (klik for større billede)

Mange af Darwins samtidige havde en lignende social, kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. Men på et punkt kom hans livsforløb til at adskille sig fra de fleste af sine studiekammerater i Edinburgh og Cambridge. I 1831 blev han inviteret med på en jordomrejse med det britiske flådeskib HMS Beagle. Rejsen varede næsten fem år og fik en betydning for den unge englænder, der næppe kan overvurderes.

Han så mere af verden end de fleste, oplevede regnskoven på tætteste hold, fik næret sin allerede stærke afsky for slaveri og grusomhed i enhver afskygning, udgravede fossiler, studerede den levende natur, red gennem ørkener, så isbjerge, pingviner og kæmpeskildpadder, oplevede et jordskælv og en storm, der nær havde taget skibet.

Darwin tog afsted med en forventning om et fremtidigt liv som præst på landet. Han kom hjem med den faste overbevisning, at han ville vie sit liv til videnskaben. Selvom han havde oplevet, studeret og ivrigt skrevet om alle naturens fænomener, var han ikke selv i tvivl om hvilken retning fremtiden skulle gå. Darwin ville være geolog.

Skrevet af Peter C. Kjærgaard

[forrigenæste]