EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Nutidens hvaler dannes

De moderne hvalers oprindelse og tidlige artsudvikling er en af de begivenheder i evolutionshistorien, som tydeligt kan kædes sammen med geologiske forandringer i jordens historie. For ca. 35 millioner år siden løsrev Sydamerika og Tasmanien sig fra Antarktis. Derved opstod en havstrøm omkring Antarktis, den antarktiske iskappe blev dannet og det globale klima blev dramatisk koldere. I nærheden af New Zealand opstod i den forbindelse et stort såkaldt upwelling-område hvor koldt, næringsrigt vand blev presset op mod den varme overflade. Det gav næring til en gigantisk algeproduktion, som dannede grundlag for en opblomstring af hele fødekæden. Dette lader til at have givet skub i artsdannelsen af tandhvalerne og formodentlig i udviklingen af barder hos bardehvalerne.

Tand- og bardehvalernes evolution fra deres tidlige oprindelse til de ofte stærkt specialiserede former, vi kender i dag, rummer i sig selv et stort antal af vilde historier. Gruppen af finhvaler har f.eks. udviklet en måde at spise på, hvor gigantiske mængder af vand, ca. 1.4 gange hvalens egen vægt, indtages i én mundfuld. Og det er ikke så lidt, når gruppen blandt andet inkluderer blåhvalen, der er det største dyr der nogensinde har levet her på jorden. Rethvalerne har ’ombygget’ deres mund til et stort fiskenet med op til 4 m lange barder og et kranie der fylder ca. 1/3 af kroppens længde. Tandhvalerne laver lyde med næsen som de bruger til at ’se’ deres bytte med, og kaskelothvalen har udviklet en så kraftig lydproduktion, at den kan lamme sit bytte med den.

Rekonstruktion af Leviathan melvillei på jagt efter en mindre bardehval. Illustration: C. Letenneur

De uddøde grupper af moderne hvaler rummer blandt andet tandbærende bardehvaler (Mammalodon), delfinagtige hvaler med tænder, der ligner hajers (Squalodon) og hvalroslignende hvaler (Odobenocetops). Senest er der beskrevet en uddød kaskelotart, (Leviathan) med et kranie på ca. 3 m, der var bygget som en spækhuggers og var i stand til at fange mindre bardehvaler. Hvis de var flokjægere, som spækhuggere er, kunne selv de større bardehvaler og datidens kæmpehaj Carcharocles megalodon ikke vide sig for sikre.

Og der ligger uden tvivl flere vilde hvalhistorier gemt i fossilerne i jorden et sted derude!

Skrevet af Mette Elstrup Steeman