Organisering i grupper kan tilvejebringe en række kollektive fordele gennem samarbejde, men samarbejdet kompliceres ofte idet egoistisk adfærd underminerer de kollektive hensyn. Mens andre gruppe-levende arter typisk sikrer en social orden gennem etablering af fysiske magthierarkier, så skabes den menneskelige sociale orden primært gennem sociale normer. Normer er særdeles fleksible og varierer meget mellem grupper og kulturer, hvilket gør dem til et utroligt adaptivt værktøj til at regulere den sociale adfærd. Der findes dog nogle normative principper, som synes at være båret mere af en evolutionær arv end af sociale konventioner.

Noget-for-noget normen eksisterer f.eks. på tværs af kulturer og til dels også hos vores nære primat slægtninge. Tjenester og samarbejde gengældes, og hjernestudier viser endvidere at man kan blive helt høj af at samarbejde med andre mennesker, idet hjernen belønner sig selv med kemiske signalstoffer, når vi samarbejder. Bruddet af en sådan norm er typisk associeret med følelse af skyld og skam, og studier af økonomiske spil viser endvidere, at de fleste mennesker er villige til at betale for at straffe bedragere. Et andet normativt princip, der har evolutionære aftryk er prosocialitet. Overalt i verden observeres det, at mennesker ofte spontant hjælper medmennesker i nød, nogle gange med eget liv som indsats.

At mennesket kan være selvopofrende er dog ikke ensbetydende med, at vi altid er det. Studier viser, at vores moralske adfærd til en vis grad er tilpasset til omkostningerne og fordelene ved de enkelte moralske handlinger. Vi er f.eks. mere moralske, når der er et publikum til stede, end når vi er ganske alene. Når det kommer til moralpsykologi, så har evolutionen favoriseret en blanding af selviske og selvopofrende dispositioner alt afhængig af situationen.

Skrevet af Niels Holm Jensen