EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Hvorfor tager vi stilling?

Forskningen tyder på, at vi har lettere ved at tage stilling til politiske spørgsmål, der minder om de sociale problemer, vi er født til at løse. Mange har eksempelvis nemt ved at forholde sig til de politiske emner, der omhandler basale moralske problemstillinger såsom indvandring, kriminalitetsbekæmpelse og omfordeling, men har svært ved at forholde sig til mere tekniske emner såsom makroøkonomi. Ligeledes har mange svært ved at forholde sig principielt til politiske spørgsmål, men kan nemt forholde sig til de selv samme spørgsmål, når der kommer et konkret ansigt på.

Selvom mange borgere eksempelvis er i tvivl om, hvorvidt det danske retssystem generelt skal være orienteret mod straf eller rehabilitering, er der meget få, der er i tvivl om, hvorvidt en kriminel i en konkret sag skal straffes eller rehabiliteres. Denne forskel skyldes muligvis, at evolutionen har tilpasset os et liv i små grupper, hvor det først og fremmest har været nødvendigt at kunne forholde os til konkrete andre.

Skrevet af Michael Bang Petersen