De statistiske modeller muliggør et systematisk studium af evolutionens mekanismer. Modellernes udvikling blev påbegyndt af Darwins fætter Francis Galton. Udviklingen blev fortsat af betydningsfulde efterfølgere, ikke mindst af statistikeren og evolutionsbiologen R. A. Fisher. Faktisk var det Fisher der udviklede mange af vores centrale statistiske begreber og metoder. Han formåede også, sammen med et par andre pionerer, at formulere det matematisk-statistiske grundlag for den neodarwinistiske syntese. Det skete ved at lave noget der ligner de økologiske modeller på det genetiske niveau. I den simpleste model studeres forskellige varianter af et gen der frembringer varianter af en bestemt arvelig egenskab.

Lad os, stærkt forenklende, antage at varianterne af et bestemt gen frembringer girafhalse med forskellig længde. Hvis vi kortlægger en girafbefolkning, så kan vi finde dens statistiske varians med hensyn til genet. Vi kan opfatte variansen som evolutionens motor. Hvis variansen er nul, så er alle giraffer ens og der kan ikke ske nogen naturlig selektion. Jo større varians der er, jo hurtigere kan evolutionen være.  Men selektionen af giraffer med en længere hals gør efterhånden girafbefolkningen mere og mere ensartet. Selektionen resulterer i sidste ende i en varians på nul – hvis ikke der opstår nye mutanter.

Selektionen bygger på kovariansen mellem halslængde og formeringssucces. Denne kovarians kan være positiv, negativ, eller nul. Giraffen fik sin lange hals på grund af en positiv sammenhæng mellem individernes længere halse og deres formeringssucces. For øjeblikket er den gennemsnitlige kovarians i Afrikas girafbefolkninger formentlig meget tæt på nul. Det betyder ikke at evolutionen er slut. Det vil blive tydeligt hvis den nuværende opsplitning af girafbefolkningerne i isolerede og forskelligartede reservater opretholdes i nogle tusinde år.

Skrevet af Esben Sloth Andersen