EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Økologiske modeller

Darwin var ikke god til matematisk modellering, og det samme kan siges om mange af hans efterfølgere. Men de kunne som ham bruge givne matematiske modeller på en kreativ måde. Specielt to typer af modeller har spillet en stor rolle for evolutionsbiologiens udvikling. Det drejer sig om de økologiske modeller og de statistiske modeller.

De klassiske økologiske modeller er den logistiske vækstmodel og Lotka-Volterramodellen. Den logistiske model udvider Malthusmodellen ved at tilføje en begrænsning af befolkningstilvæksten. Denne begrænsning vokser efterhånden som befolkningen nærmer sig den maksimale størrelse, der er mulig med de givne resurser. Den nye empiriske opgave er derfor at studere hvordan fødsler og dødsfald er afhængige af elefantbefolkningens tæthed. Men befolkningens maksimale størrelse er i høj grad bestemt af størrelsen af befolkningerne af andre biologiske arter, og det er formaliseret i Lotka-Volterramodellen.

En afrikansk elefantbefolkning vil mindskes hvis den har overudnyttet de spiselige resurser i et isoleret område. Det giver savannens træer og buske tid til at vokse op før en ny overudnyttelse finder sted. Denne model kan udvides til at studere gensidig evolution. Uspiselige mutanter af træer og buske vil vinde frem; og det samme er tilfældet for elefanter der kan udnytte flere resurser. Lotka-Volterramodellen kan også udvides til at omfatte et helt økosystem med mange typer af interaktion. Herved formaliserer den Darwins uformaliserede billede af en evolutionsproces med konkurrenter, parasitter, og samarbejdspartnere. Nyheden er at vi systematisk kan analysere evolutionen af hvad Darwin og Linné kaldte naturens økonomiske system.

Skrevet af Esben Sloth Andersen