Darwin argumenterede for, at menneskedyret er et produkt af evolution ved naturlig udvælgelse. Det er også udgangspunktet for evolutionspsykologer i dag. Vores krop og sind er tilpasset et jæger-samlerliv på den østafrikanske savanne, og vores moderne hoveder indeholder på mange måder et stenaldersind.

Siden starten af 1990erne har en række litteraturforskere og samfundsforskere forsøgt at forstå litteratur i en darwinistisk optik. Hvorfor finder vi litteratur – lige fra masseproducerede paperbacks til mundtlige fortællinger – i alle dokumenterede kulturer? Hvorfor begynder børn automatisk at fortælle og finde nydelse i opdigtede historier? Hvorfor er litteratur så vigtigt, ja, måske nødvendigt for os? Hvilken rolle spiller litteratur i en verden, hvor kun den bedst tilpassede overlever? Hvordan kan litteratur øge vores chancer for overlevelse, hvordan kan fortællinger gøre os bedre tilpasset til omgivelserne?

De litterære darwinister mener, at verdenslitteraturen er menneskeartens naturhistorie. Før den psykologiske videnskab opstod, var litteraturen den vigtigste kilde til information om menneskets adfærd og psyke. Og for at forstå litteraturens væsen, må man forstå menneskets væsen. Netop forståelsen af menneskets væsen, af den menneskelige natur, har siden 1859 været det mest provokerende ved Darwins teori: mennesket er lige så meget en del af naturen (og et produkt af evolution) som regnormen og billen. Vi har blot en kuriøs kærlighedsaffære med opdigtede historier, og den lidenskab kan man kun forstå, hvis man studerer vores darwinistiske natur. Omvendt siger vores historier en hel del om os selv.

Skrevet af Mathias Clasen