Darwinistisk litteraturanalyse

Den litterære darwinisme, der opstod i starten af 1990erne, forsøger at forstå litteraturen i et evolutionært perspektiv. Bevægelsen har to hovedspor: at forklare hvorfor vi mennesker fortæller hinanden historier, samt at konstruere en litteraturanalytisk metode på darwinistiske præmisser. De litterære darwinister forsøger at gøre op med årtiers litteraturteori, navnlig poststrukturalismen, der af darwinisterne anses som en hob begrædelige vrangforestillinger om litteraturens væsen. Det er de litterære darwinisters mål at videnskabeliggøre litteraturvidenskaben, dvs. at bringe den i overensstemmelse med de øvrige videnskaber, navnlig biologi og psykologi.

Således ser de litterære darwinister på vores fortællinger med evolutionære briller. Ifølge dem er studiet af den menneskelige natur, vores evolutionært betingede mentale ”software”, helt centralt for forståelsen af litterære tekster. Eksempelvis har den amerikanske litteraturforsker Joseph Carroll forsøgt at forstå Jane Austens romaner som udtryk for fællesmenneskelige problemer -  reproduktion, magevalg, status - og hans kollega Jonathan Gottschall har analyseret Homer i en darwinistisk optik, dvs. som en skildring af en flok nøgne aber og deres stenalderdrifter, groft sagt.

Skrevet af Mathias Clasen