EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Kunst og kulturel evolution

Skematisk fremstilling af kunstens evolutionshistorie © Jacob Wamberg (klik for større billede).

Den kultur-evolutionære retning har rod i 1700-tallets oplysningstid og dens idé om, at kulturen kan forbedres (fremskridtstanken). Herfra udsprang en forestilling, om at kulturhistorien faktisk fra sin spæde begyndelse har været præget af et overordnet mønster, en evolutionær logik, hvor kulturen bevæger sig fra primitive til mere komplekse stadier. Den tyske idealistiske filosof G.W.F. Hegel opfattede denne logik som resultat af åndens, dvs. den menneskelige bevidstheds evolution. I 1800-tallets begyndelse beskrev han, hvordan bevidsthedens udvikling sætter sig spor i alle kulturens produkter, herunder kunsten, der i takt med bevidsthedens skærpelse bevæger sig fra materielle til mere luftige fremtrædelsesformer: fra Ægyptens arkitektur over klassikkens skulptur til romantikkens maleri (og videre til musik og lyrik – for til sidst at overflødiggøres af filosofien).

Uden adresse til Hegel blev denne tankegang siden importeret i den nye humanvidenskabelige disciplin: kunsthistorien. Det skete hos wienerkunsthistorikeren Alois Riegl, der omkring år 1900 foreslog, at billedkunstens dominerende synsmåder bevæger sig fra et blik rettet mod den taktile masse (”haptisk nærsigt”, i Ægypten) over et blik der inddrager massens umiddelbare omgivelser, (”haptisk-optisk normalsigt”, i klassisk antik) til et blik, der skuer mod stadig fjernere vidder (”optisk fjernsigt”, i middelalderlig og navnlig moderne tid).

Selv om Hegels og Riegls evolutionsmodeller sjældent benyttes aktivt i dagens kunsthistorie, ja mest er omgærdet med skepsis, har de fundet medhold fra en uventet kant, nemlig børnepsykologien og dens modellering af hvordan børns rumopfattelse udvikler sig. Ifølge schweizeren Jean Piaget gennemgår børn nemlig en lignende rummæssig evolution, hvor blikket først er rettet mod tingene i isolation, siden mod klynger af ting og til sidst mod det uendelige rum – ikke mindst som det opfattes perspektivisk og fra et individuelt synspunkt. Hos kunstteoretikerne Suzi Gablik, Sidney J. Blatt, Lars Marcussen og Jacob Wamberg vises det således på forskellig vis, hvordan denne følge af rumgestaltninger også genfindes i den kulturelle evolution, fra ældre stenalder til eftermiddelalderlig tid.

Skrevet af Jacob Wamberg