EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Kunst og evolution

Evolutionstanken har præget kunstvidenskaben fra især to sider: (1) en kultur-evolutionær, der undersøger egenskaber ved kunsten, som specifikt skyldes kulturel evolution, og (2) en darwinistisk, der omhandler, hvorledes biologiske lag i mennesket endnu virker ind i kunstskabelsen, eller hvordan kulturen udvikler sig efter lignende principper som den biologiske evolution.

Mens den kultur-evolutionære side forstår evolutionen som retningsbestemt og antager, at kunsten gennemløber en bestemt følge af stadier, er den darwinistiske side ofte præget af en idé om tilfældighed og uforudsigelighed i kunstens og kulturens udvikling.

Indtil nu har den kultur-evolutionære retning været langt den mest dominerende, selv om begge evolutionstolkninger har været udsat for massiv skepsis eller blot manglende interesse gennem det meste af efterkrigstidens kunsthistorie. Humanvidenskabelige nydannelser som neuro-æstetik og litterær darwinisme har imidlertid på det seneste banet vejen for en darwinistisk gentolkning af kunsten.

Skrevet af Jacob Wamberg