EvolutionDebatMyterHistorieUdstillingerUndervisningNyhederDarwinarkivet

Udvikling af sex var en milepæl for evolution af liv på jorden

Sex er en væsentlig kilde til ny genetisk variation. Genetisk variation er en absolut nødvendighed for at der kan foregå naturlig selektion. Derfor har udvikling af sex i naturen været altafgørende for evolutionen af det liv vi idag ser på jorden.

Set udfra et evolutionært synspunkt, er formålet med livet klart: Det gælder om at overleve og reproducere sig. Hvis alle individer var genetisk fuldstændig ens, ville overlevelse og reproduktion bero på held. Men individer er genetisk forskellige – de bærer på forskellige gener. Nogle gener vil, i et givet miljø, være fordelagtige for overlevelse og reproduktion. De individer som bærer disse gener har derfor størst succes og deres gener videregives til næste generation. Andre individer bærer på nogen gener som i samme miljø ikke giver øget overlevelse og reproduktion og disse individer vil have mindre succes og får ingen eller færre af deres gener givet videre til afkom. Det er denne simple proces som C. Darwin og A. Wallace beskrev, og som kaldes for naturlig selektion. Naturlig selektion kan kun foregå når der er genetisk variation tilstede og genetisk variation er derfor afgørende for at der kan foregå evolution. Ny genetisk variation kan opstå på to måder: ved mutation og ved sex. Mutationer er tilfældige ændringer i den genetiske kode som skyldes ”oversættelselsfejl” under replikationen af DNA. Mutationer er meget sjældne og langt de fleste mutationer er skadelige. Det efterlader sex som ophav til ny genetisk variation og dermed kilden til fortsat evolution.

Skrevet af Bodil K. Ehlers