Gennem historien har dialogtesen været den mest udbredte i forholdet mellem naturvidenskab og religion. Ifølge denne opfattelse er der et tæt og harmonisk forhold mellem de to områder.

Indtil midten af 1800-tallet var stort set alle mennesker i Europa troende. Langt de fleste var kristne; flest protestanter i nord og flest katolikker i syd. Også naturvidenskabsmænd (før år 1900 var der meget få kvindelige naturforskere) troede på Gud. Man mente, at videnskab og religion hang uløseligt sammen. Det var en populær antagelse, at naturforskere ligesom præster hyldede Gud i deres arbejde. Når de undersøgte naturen fik de indblik i Guds fantastiske skaberværk og opdagede de guddommelige naturlove. Der er i denne opfattelse en dialog mellem naturvidenskab og religion, fordi videnskaben bekræfter eksistensen af Gud.

På Charles Darwins tid tog dialogtesen form af den såkaldte naturteologi. Naturteologerne mente, at studiet af dyr og planter viste hvor fantastisk Gud havde designet alt levende. Darwin brød med naturteologien, da han hævdede, at naturen ikke er harmonisk, men har udviklet sig gennem død og lidelse, og at dette kan påvises ved hjælp af en naturlig forklaring. Efter Darwin blev det mindre acceptabelt at inddrage Gud i videnskabelige teorier, og i dag oplever man stort set aldrig, at naturforskere inddrager religiøse ideer i deres videnskabelige artikler og bøger. Man ønsker at holde tingene adskilt.

Skrevet af Hans Henrik Hjermitslev